Skuespillerens scenografi

Foto Rikke Juellund krasnoyask

Foto og scenografi: Rikke Juellund, fra forestillingen Krasnoyask

 

SKUESPILLERENS SCENOGRAFI

Hvornår er scenografien en medspiller eller en modspiller i skuespillernes arbejdsproces. Hvordan opleves scenografien i deres arbejde, og hvad er den bedste scenografi for skuespillerne Martin Greis og Nicolai Dahl Hamilton? Få svar i dette interview, hvor scenograferne Mari í Dali og Rikke Juellund også bidrager med et par spørgsmål.

Af Trine Søgaard Parmo Krog

 

Trine Søgaard Parmo Krog (TSPK): Hvordan oplever du scenografi i forhold til dit arbejde som skuespiller?

Martin Greis (MG): I mit arbejde er scenografien en af de sidste, afgørende brikker, der får puslespillet til at gå op. Efter uger i mørke produktionslokaler med fokus på tekst og sammenspil og livløse sætstykker og rekvisitter som støttepædagoger, er scenografien en del af forløsningen i arbejdet frem mod premieren. Det føles hver gang som det første kys med Helle fra 9. B tilbage i ’87. Enten bliver det det bedste kys nogensinde, eller alternativt kommer mødet med hendes togskinner og halve madpakke til at blive et traume, der hjemsøger dig for altid.

TSPK: Har du eksempler på, hvornår scenografien har været en god eller dårlig medspiller?

MG: Efter igennem 200 forestillinger at have fløjet, gået på vægge og fået læsterlige tæsk af scenografien i teaterkoncerten “Come Together” på Østre Gasværk, var det en fornøjelse at komme ind i Betty Nansens kukkasse i forbindelse med opsætningen af “Teaterkoncert: Mozart”. Til trods for flere tusind liter vand og mudder som aktive med- og modspillere var det en scenografi, som man kunne ‘tage på’, og som man kendte uden at kende den på grund af vandets eget liv og vilje. Det var på en måde en levende scenografi at arbejde sammen med, og derfor en stor belønning at komme i mål hver aften.

TSPK: Hvilken scenografi har du som skuespiller sat mest pris på? 

MG: Jeg medvirkede i forestillingen “Krasnoyarsk”, instrueret af Line Paulsen på Caféteatret i 2009. Caféteatret har altid for mig været en forvandlingskugle, som har trodset de fysiske begrænsninger, som kvadratmeterne ellers tilskriver, og det var også tilfældet i denne ombæring. Forestillingen udspiller sig i et post-apokalyptisk Sibirien i nærheden af byen Krasnoyarsk. Rikke Juellund, der var scenograf på forestillingen, havde til formålet indsat tre skrånende plader, der fyldte hele spillerummet ud, med flere tons sort granulat ovenpå, og som prikken over i’et havde hun skåret et hul i loftet, der gav de skæve eksistenser i forestillingen en overjordisk indgangsmulighed. Scenografien var overrumplende, levende og en fantastisk medspiller for forståelsen og fremførelsen af en tekst, der krævede tungen lige i munden og intet mindre end 100 procents fokus.

Rikke Juellund: Er der nogle scenografier, der har påvirket dit eget arbejde på måder, du ikke havde forventet?

MB: Jeg har medvirket i et par forestillinger, hvor scenografien har været direkte livsfarlig. Hvor der….” Læs mere og rekvirer scenografidk, ved at kontakte scenograf@sds.dk